Translate:

Vision KUST skydehoved

Et skydehoved der ikke er som de andre...

Skydehoved der er udviklet til dansk kystfiskeri, og det virker bare!

Visions top model til kysten hedder KUST. Familien KUST har hidtil bestået af stang, hjul og WF line, men nu er der kommet et nyt familiemedlem på banen. KUST skydehovedet.

For forhandlere af Vision har KUST WF linen længe været en utrolig populær kyst line, der selvom det er en WF line – med dertilhørende kortere kast – har vist sig yderst potent på de danske kyster. Det er derfor med stor spænding at der nu er kommet en skydehoved variant.

At Go-Fishing med Claus Eriksen i spidsen har været med til at udvikle dette nye skydehoved gør ikke forventningerne mindre, tvært i mod. Go-Fishing har også været med til at udvikle Rio’s Seatrout Specialist – vel nok et af de bedste skydehoveder der er på markedet i øjeblikket. I hvert fald til havørred fiskeri i saltvand. Men lad os komme i gang…

De rå fakta

  • Længde: 10 meter
  • Vægt: 15,17,19,21 gram
  • Versioner: F og I
  • Tapering: Hemmeligt
  • Forhandler: Go-Fishing er eneste forhandler, indtil foråret 2017 hvor alle Vision forhandlere sælger dette skydehoved
  • Testet: Klar line i F, 15 gram til en #6 stang.


Hvad mener vi

Længden og tapering

Hvis man ser på de fleste skydehoveder så vil man se at længden på dem ændre sig alt efter, hvilken line klasse man benytter. Grunden til dette kan variere men nogle af de biligere mærker simpelthen klipper 10-20-30-40 cm af bagenden på ”skabelon linen” for at få de lavere vægt klasser. Det er en skam fordi så opfører linen sig forskelligt alt efter hvilken vægtklasse man benytter. Linen skal bare blive lettere, men beholde de andre egenskaber.

Vision KUST skydehovedet er 10 meter, og altid 10 meter. Det er fedt. På mit Rio skydehoved jeg hidtil har fisket med altid har jeg ofte 1½-2 meter hængende ude inden jeg sender linen afsted. Har det måske noget at gøre med at jeg mangler de sidste meter før jeg har nok ”træk” i linen?

Efter en håndfuld ture med KUST skydehovedet kan jeg notere mig at jeg kun har ½-1 meter hængende ude når linen sendes afsted. Det virker som om der er en bedre ”out of the box” balance på denne line end der er ved den mægtige Rio Seatrout Specialist. Spændende…

Vægt intervallerne

Dét her er en af de super fede ting ved KUST skydehovedet. Det er måske noget man ikke tilskriver så meget når man står med pakken i hånden hos grejpusheren, men vægt intervallerne er anderledes på KUST linen end den er ved næsten alle andre producenter.

Mange steder hedder det 12-14-16-18 gram. Her er vi lige ”off by one”. 15-17-19-21 gram. Jeg har klippet min allerede korte 16 grams Rio line ned til 15.5 gram fordi jeg gerne vil have en lettere line, men jeg vil heller ikke miste for meget længde på linen. Her er linen bare den ønskede vægt direkte ud af kassen. Dermed beholder jeg også den føromtalte korrekte længde på linen. Fedt!

Klar skydehoved

Det her var en af de ting jeg var bekymret for. Jeg har et ældre Scierra skydehoved der også er gennemsigtigt. Det virker da, men jeg bliver aldrig venner med det. Selve skydehovedet virker som om den er fedtet og så syntes jeg ikke det vender fluen rigtigt, så det var med bekymring for kasteegenskaberne jeg satte KUST hovedet på min running line.


I den klare flydende model er der lavet løkker i begge ender fra Visions side. Det er klart at hvis man har et skydehoved med en flettet kerne, så kan lave nogle utroligt små løkker. Jeg laver normalt selv mine egne løkker, der kan være så små at det faktisk er svært at få forfanget monteret, men det er sådan jeg gerne vil have det. Det er lidt en anden sag med et skydehoved hvor der ikke er en kerne. Den bagerste løkke er en anden type gummi der er smeltet på linen i en løkke form.

Det vil sige at de bagerste 10 cm af klumpen er en del fastere end resten af linen. Hvis skydehovedet har været på hjulet i 5-10 dage uden at have været af, har den bagerste del af skydehovedet ligesom ”taget facon” af hjulet og det giver derfor lidt ekstra ”modstand” når man kaster de første 4-5 kast. Jeg vil anbefale at man opbevarer skydehovedet på den spole det kom med i pakken, og så strækker enden inden man smider det på hjulet.

Den forreste løkke er ”bare” skydehovedet der er lavet en løkke på og så er smeltet sammen. Jeg plejer at have mine taperet forfang sat på skydehovedet med et løkke til løkke setup. Når løkken på skydehovedet ikke er så lille som jeg er vant til oplevede jeg faktisk flere gange at den forreste løkke satte sig fast i topøjet på stangen. Dette resulterede faktisk i en mistet fisk. Jeg fik fisken helt ind så jeg kun havde forfanget ude – men så ville fisken lige have en tur ud på dybere vand igen. Selvfølgeligt låste top løkken sig fast, og fisken brækkede sig selv fri. Jeg bruger ikke længere ”løkke til løkke” på top løkken... Jeg har bundet forfanget direkte på linen med en nail knot nu. Og det har holdt til flere gode fisk.


I forhold til linens ”feel i hånden” kan man godt mærke det er et andet materiale end de ”normale” skydehoveder. Jeg ved ikke om det er en anden form for gummi eller hvad det er, men det mærkes anderledes når det er vådt.

Kasteegenskaber

Uha, det er svært det her. Det er jo også noget af det vigtigste. Kasteegenskaberne er jo en summering af flere ting. Min kastestil, stangens aktion, linen, vind osv.

Jeg vil sige det sådan her. Hvis du kommer fra en Rio Seatrout Specialist er det som om denne line er lidt tungere i kastet hurtigere. Den høvler bare linen afsted. Det er ikke så fint og delikat som feks en hurtig WF-F line med en jævn vægt fordeling vil være. Her kan man virkeligt tale om en ”klump”. Når man lige har fået 3-4 meter af hovedet ud at flyve, tager fanden fat og nærmest hiver linen ud af hænderne på dig – altså, på mit setup og på den måde jeg kaster.

Dette resultere i at jeg med lethed kan smide den ca. 30 meter ud med 3 blindkast.

I min bog er det sådan et skydehoved til kysten skal være. Jeg skal ikke kaste præcist på 8 meter til en bækørreder der står og suger insekter og fluer på #24 kroge. Jeg skal nå ud til de fisk der er 25-35 meter ude. Afdæk noget vand – det er det kystfiskeri går ud på. Det kan dette skydehoved.

Konklusion

I den evige jagt på det perfekte set up har skydehovedet en central plads. En ting er at få fluen ”ud til fisken”, men hvad med at være så usynlig for fisken som muligt. Jeg har ofte tænkt på om mit neon grønne eller sorte skydehoved skræmte fisken. Det kan man nok være ret sikker på at dette skydehoved ikke gør. Det er simpelthen umuligt at se i vandet – specielt hvis der er lidt gang i vandet. Om det har det store at sige skal jeg ikke gøre mig klog på, men måske er det også nok at man mentalt tror mere på et skydehoved? Det giver bedre fiskeri, hvis man er rolig – og hvis man tror på ens set up, så er man vel mere rolig?
Jeg tror på Visions KUST skydehoved…

Linen brugt til denne test var leveret af GoFishing, se deres side for VISION KUST skydehovedet.

Godt

  • Længden
  • Vægten
  • Kasteegenskaberne


Mindre godt

  • Løkkerne



Skrevet af Kasper Wittrup