Translate:

Simms Waypoints slingpack

Så er Simms tilbage med en ny slingpack der skal erstatte deres Headwaters slingpack.

Den nye pack, der hedder Waypoints, er lettere end Headwaters er – men er den også bedre end Headwaters?

Features

Det første jeg så efter da jeg endeligt fik en Waypoints i hånden var om Simms havde flyttet den magnetholder til saksen som jeg klagede over i Headwaters anmeldelsen. Til min store glæde har de de! God start.

Nu sidder saksen (eller hvad man nu har brug for) i højre siden af packen når den svinges om på maven. Godt, nu skal man ikke længere rækker hen over tasken for at få fat i ens værktøj. Det var jo mere eller mindre det eneste der var galt med Headwaters, og hvis det er fikset her er det jo en perfekt begyndelse. Lad os se på hvad der ellers er sket...


Udover at de har flyttet magnetholderen så har de bibeholdt mange af de gode elementer der var ved Headwaters. Materialet tasken er lavet af, er det samme som Headwaters.

Bagsiden af tasken – der vender ind mod ryggen – er faktisk også forbedret i forhold til Headwaters. Her er det ikke bare en flad overflade der slutter tæt mod kroppen. Det kan blive varmt på en sommer dag. Nu er der lagt en pude i hver side af tasken, spændt ud over et gummi net. Fedt – så kan ryggen få lidt luft.

Deres ”Workbench” er også ført over på denne taske. Så når der skal skiftes flue/tippet eller andet der kræver et sted at ligge ting imens man arbejder med dem så har man her et sted til dette.

Selvom tasken i small kun er på 10 liter har Simms formået at stoppe en masse forskellige rum ind i tasken.

Der er således et stort hovedrum, der igen er inddelt i to. I bunden er der plads til en 50cl flaske (en 750 ml termokande kan IKKE være der). I toppen har de lavet et rum til solbriller. Midt på tasken, imellem det store hovedrum og ”workbench” rummet er der en lille lomme hvor man kan placere sit fiskekort, galge, heatpacks og andet der ikke fylder for meget.


Udformning af tasken

Selve udformningen af tasken er ændret en del i forhold til Headwaters tasken. Headwaters tasken hænger ”skævt” på ryggen, og alt afhængigt af hvor meget man putter i tasken – og hvor tungt det er – kan den godt glide lidt rundt på ryggen.

Slyngen Simms har lavet på den nye Waypoints taske ser nærmest ud som om det er det øverste af en rygsæk man har taget og lavet en strop ud af. Resultatet af det er at tasken hænger helt lodret når man har den på. Det er super fedt! Den glider ikke rundt som Headwaters tasken kan gøre.


Det er dog lidt en skam at Simms ikke har bibeholdt den forring de havde i slyngen på Headwaters – men bare har lavet en normal strop til deres Waypoint.

Størrelsen

På Simms hjemmeside skriver de at Waypoints tasken er dobbelt så stor som Headwaters tasken. Headwaters er oplyst til 5 liter, imens Waypoint er oplyst til 10 liter. Det kan jeg ikke få til at passe i min verden. Jeg har plads til meget mere grej i min Headwaters pack end jeg har i min Waypoints.


Det kan godt være at svaret skal findes i at der er flere ”mindre” rum i Waypoints end der er i Headwaters. Det er noget man skal gøre sig klart inden man investere i en Waypoint taske i small - pladsen er meget sparsom.
Efter jeg har brugt den i et par uger på kysten må jeg tilstå at jeg er gået tilbage til Headwaters.
Jeg har ikke brug for et separat rum til mine solbriller – så vil jeg hellere have at det store rum i midten får pladsen.

Som erstatning til fluevesten ved å’en har jeg dog fundet afløseren nu.

Med 1 eller 2 små flueæsker og en flaske vand som det eneste jeg går rundt med kan jeg nu smide den varme vest og bare gå rundt i skjorteærmer. Fedt!

Skal jeg købe den?

Til kyst brug, nej. Eller, hvis du kan holde dig til én flueæske så er waypoints et godt valg. Men jeg har som regel 3 kasser i tournament size med, med 2-3 fluer i hver størrelse. 3 brenda i #6, 3 brenda i #8, 3 pattegris i tan i #4, 3 pattegris i tan i #6.. osv osv. Som sagt, 3 hele kasser. Hvis du ikke går med så mange fluer så kan Waypoints være en rigtig fed taske til dig.

Til å’en er Waypoints derimod en taske jeg kommer til at bruge rigtigt meget. Her kan du have det mest essentielle med ude at skulle tage en stor vest på. Super fed taske til tørflue fiskeren.

Skrevet af Kasper Wittrup