Translate:

Renovering af Tracker Sweet 16 pro

En båd giver bare flere muligheder

Jeg ville gerne have en båd - læs om renoveringen her

Jeg har i de sidste par år gået og overvejet hvordan jeg nemmer kunne fiske svært fremkommelige steder i fjorden.
Jeg har sågar haft en pontonbåd stående, men det greb mig aldrig. Jeg vil gerne have mulighed for at have 1-2 kammerater med ud, uden at de også skal investere i en pontonbåd. Derudover kunne det være dejligt at have familie og venner med på fjorden en gang i mellem.

Valget var derfor en lille jolle. Herefter begyndte det ene spørgsmål efter det andet at melde sig. Hvor stod skulle båden være, hvad med motor, skal den på trailer, osv.

Efter noget tid var der en fra min venneliste på Facebook der skrev at han da have en båd liggende, hvis jeg ville tage et kig på den.


En Tracker Marine Sweet 16 Pro fra start 90’erne. En rigtig Amerikansk fiske båd.

Den helt rigtige udformning, og så var den i aluminium så den kan sejles op på stranden. Fedt!

Den var godt nok ret medtaget da den bare havde stået på en mark i flere år. Den tidligere ejer havde ikke sikret den ret godt mod vind og vejr, så allerede her kunne jeg se at der skulle et større renovationsprojekt i gang.

Vi aftalte en pris for båd, motor og trailer.
Herefter fik jeg båden på en anden trailer så den kunne komme til Hobro, hvor renoveringen skulle foretages (Jeg turde ikke køre med båden på en trailer der bare havde stået på en mark i +2 år).



Renovering dag 1

Vi kunne allerede inden vi gik i gang med renoveringen konstatere at ”alt organisk materiale skulle skiftes” da der var mos, råd og generel forfald i alt der kunne rådne.


Imens vi fjernede dækket, luger og tæpper blev vi dog alligevel lidt overrasket over at opdage at diverse mus, rotter og andre gnavere havde valgt at bruge båden til forrådskammer.

Der var nok 5-10 kg nødder i båden. Alle steder hvor der var en revne, hulrum eller på anden måde sted hvor der kunne gemmes ting – der var der nødder. (Bonus: Hunden var helt elektrisk over at få lov til at grave i båden)


Efter vi havde fået alt træ og tæpper ud af båden kom turen til skummet.
Bunden af båden var udfyldt af skum – til dels som lydisolering, men også for at afstive båden og slutteligt for at opnå lidt opdrift hvis båden kæntre.
Dagen sluttede af med at vi var nede til aluminium over det hele. Båden blev derfor fyldt op med vand (så meget som vi nu gad fylde den op på 30 minutter).

Derved håbede vi at spotte eventuelle utætte nitter. Der var ingen, til vores overraskelse og glæde. En produktiv dag var nu kommet til ende…


Renovering dag 2

Da vi nu havde en ”blotlagt båd” var det nu oplagt at sikre båden så godt vi kunne mod fremtidige utætheder. Alle nittede samlinger – vi kunne komme til - blev derfor forseglet med Tec7 fuge.
Der gik en håndfuld patroner til, men hvis det skal gøres kan man lige så godt gøre det ordentligt.


Bunden af båden er i rå aluminium, men der var kommet lidt misfarvninger hist og her så derfor valgte vi at slibe hele bunden af båden ned så vi havde rå blank aluminium igen.


Herefter blev en hårdt-hærdende vandfast lim påført. Tec7 kan give sig, men den lim vi har brugt til bunden af båden reklameres med at kan bruges i stedet for svejsning.
Vi ønskede nemlig også at limen skulle være med til at afstive båden på tværs.


Til sidst fik båden primer og maling i bunden.


Renovering dag 3

Selvom der er mange gode argumenter i mod at bruge brøndskum/PU-skum i både valgte vi alligevel efter hjælp fra Facebook og de lokale byggemarkeder at fylde brøndskum i båden igen.

Skummen vi valgte skulle være vandfast, i det omfang sådan noget er det. Vi valgte samtidigt at ligge skummen med en stor rille i midten hvori vand fra stævnen kan løbe agter ud, uden at røre skummen.

Yderligere valgte vi et design på dækket der tillader maksimum ventilation i båden.


Imens skummen tørrede op gik vi i gang med styringen på båden.

Ligesom næsten alt anden på båden var denne også i stykker. Styringen havde sat sig, både ved motoren men vi havde også en mistanke om at den havde sat sig længere oppe i kablet.


Kablet blev koblet fra konsollen og motoren, og det blev hængt op af en traktor trailer med en dunk rensebenzin der kunne løbe ned i kablet.

Planen var at den skulle stå der indtil vi fik brug for kablet – så måtte vi se om det kunne løsne noget.
Vores tanker var dog ikke gode da vi flere steder kunne se revner i kablet og skimte rust inden under.

Dagen stoppede her da der var så koldt at PU-skummet ikke rigtigt kunne tørre op.

Renovering dag 4

Med PU-skummet langt om længe tørret kunne vi begynde at skære det nyt dæk til, og montere dette.
Dækket består at 12 mm støbefiner.

Vi har skåret en revne i midten af dækket, hvori vi placere en tagrende rist.
Derved er der fuld udluftning til bunden af båden, samtidigt med at man kan gå over alt på dækket.


Alle steder hvor der skal ”lukkes af” kom der 3-4 kraftige plasticposer ind i hinanden, hvorefter hullet fyldes op med PU skum. Dette er igen primært for afstivning og lydisolering, men det vil også give opdrift ved en eventuel kæntring.


Igen sluttede dagen med at vi ventede på at PU skum hærdede.

Renovering dag 5

Med ”nederste dæk på plads” gik vi i gang med at bygge det forreste kastedæk.

Vi valgte at bygge det i 3.5x5 cm lægter efter længere overvejelser.
Vi svingede meget mellem lægter og aluminium. Men vi blev enige om at vi skulle bruge 3-4 lægter til hele båden og de ville nok veje 10-12 kg til sammen. Dette ville udgøre en forsvindende lille procentdel af bådens samlede vægt og hvis det blev lavet i aluminium ville det stadigt veje over 5 kg.

Vi ville derfor kun kunne spare mellem 5 og 10 kg ved at vælge aluminium.



Renovering dag 6

Hele denne dag gik på at få bygget et stabilt skelet op til den forreste kasteplatform. Der blev også nu trukket el frem langs skelettet til elmotor + navigationslys. Slutteligt blev støbefiner plader skåret til og monteret.



Renovering dag 7

LED-strips i grøn og rød monteres som navigationslys med Tec7.

Herefter begyndte vi at montere tæppe i båden. Tæppet vi valgte faldt på Cricket tæppet fra Bauhaus til 59 kr pr kvm. Tæppet blev limet ned med Marine Fuge fra Harald Nyborg.


Renovering dag 8

Med tæppe på dækket var det nu tid til at gøre diverse ting klar til montering på dækket.

Inden vi monterede styrekonsollen igen ville vi sikre os at styrekablet var blevet blødt op af rensebenzinen der var dryppet ned i den i over en uge. Men nej, det sad stadigt fast. Vi kunne godt køre det frem og tilbage, hvis der blev lagt kræfter i – men det var klart at der skulle et nyt til.

Det var blevet indkøbt og nu blev det monteret.

Vi fik også testet af ”forbrugsbatteri rummet” faktisk kunne rumme vores forbrugsbatteri.


Vi fik også aluminium styrekonsollen iklædt et nyt stykke stof.
Her kan man se hvor meget lim der blev brugt på at lime tæppet på. Mindre kunne nok gøre det, men vi oplevede at tæppet ”klaprede” hvis der var for langt mellem limningen.


Begge luger til de to rum under det forreste kastedæk blev også lavet og ”test fittet”.


Til sidst på 8. dagen testede vi det indirekte lys der var blevet monteret under hylden langs højre side i båden.



Renovering dag 9

På niende dagen begyndte båden at ligne en båd igen. Nu var konsollen klar til at komme på igen.
Der var nu monteret en Humminbird HELIX 7 SI GPS og et kontakt-panel til at styre el i båden.
Efter konsollen kom på blev der boret hul i dækket og de originale monteringsplader til stolene blev skruet i gulvet.

Derved kan ”styresædet” tages op, hvis der er brug for det.



Renovering dag 10

Med forenden af båden nærmest færdig var det tid til at kigge på det bagerste. Vi havde allerede langt tæppe på flere steder, men da vi gerne ville have plads til flere end en person i båden af gangen skulle der laves en anordning der både kunne agere sæde til passagerende samtidigt med at der ikke måtte forhindres en kasteplatform bagtil.
Valget faldt på en ”bænk” man kunne tippe op. Når den var tippet op, så ville der komme 2 sæder til syne man kunne sidde på – og når den var tippet ned ville den forlænge den bagerste kasteplatform med 65-75 cm.
Vi gik derfor i gang med at bygge den tværligger denne bænk skulle monteres på.


I mellemtiden havde vi købt en nyere motor til båden. Den tidligere ejer havde, heller ikke her, passet på båden så den gamle motor var gået i stykker. Tandhjulene på starter motoren var slebet helt ned, samtidigt med at kuglelejerne var så løse at der nok var 2-3 cm slør. Den skulle skiftes som minimum. Men da jeg allerede havde tænkt tanken at skifte den gamle 2-takter ud med en nyere 4-takt motor var dette dråben der fik bægret til at flyde over.
Valget faldt på en 25 HK Mecury BigFoot fra 2002.



Der var to ”base plader” med til stolene til båden da jeg købte båden. Den anden plade blev monteret agter i båden. Ideen hermed er at man kan tage kaptajn stolen og flytte op på den bagerste platform hvis man gerne vil sidde ned og fiske, men også at man kan sætte en pæl i, montere et ræb på pælen – og trække en badering efter båden, hvis man har lyst.


Renovering dag 11

Nu blev front motoren monteret (på quickreleasse beslag). Valget til frontmotor faldt på en Minn Kota Riptide SP 55 med i-link og i-pilot.

Herudover blev der lagt tæppe på det sidste bag til inden ”bænken” blev bygget og monteret.


Jeg har desværre ikke et billede af monteringen eller bygningen af bænken – se youtube videoen nederst for det endelige resultat.

Renovering dag 12

På sidste dagen for gik med at montere fjernbetjeningen til motoren og skifte impeller på motoren.



Endelige produkt:



Skrevet af Kasper Wittrup