Translate:

Orvis Helios 2

Navnet der indgyder respekt og er lig med kvalitet.

En stang for feinschmeckere, men den kræver tilvending og teknik.

Jeg har altid haft en stor kærlighed til Orvis stænger. Det jeg mest har sat pris på er, at køber man en Tip Flex stang, så er det en Tip Flex stang. Enkelt og ligetil. I 2012 skiftede jeg min gamle Orvis T3 ud med en Helios 1 #6. Vægtforskellen på de 2 stænger var det mest slående. Sikke en forskel! Og så kastede den som en drøm, så jeg var solgt på stedet.

 

Skiftet

Nu ville skæbnen så, at jeg under en tur til Færøerne i 2015 knækkede selvsamme Helios 1. Det skete desværre ikke i en fight med storfisk, men i et helt ordinært kast. Orvis byttede selvfølgelig stangen inden for deres 25 års total garanti. Men ikke til en Helios 1, næh nej, der kom i stedet en Helios 2 #6 med posten. Se det var en helt anden stang end den Helios 1 jeg var blevet vant til at kaste med.

 

Kasteegenskaber

I sammenligning er Helios 2 en sværere stang at kaste med. Den er ikke så tilgivende over for fejl, som Helios 1. Laver man en fejl i kastet, bliver man straffet med det samme. Her var Helios 1 meget nemmere at arbejde med. Derfor tog det mig godt nok nogle timer, at blive gode venner med min Helios 2. Men når man først finder formen med den stang, så er det en ren kastekanon. Det er helt vildt så godt den kaster. Den er dog ikke særligt god i vindstille vejr. Her vil en lidt blødere stang gøre det bedre. Men nu er det jo sjældent vindstille på de danske kyster, så det er heldigvis ikke det store problem.

Lige som med andre Orvis Tip Flex stænger, så har stangen et punkt, hvor man virkeligt kan mærke at spidsen flexer. Når man rammer det punkt, så er det afsted med linen. Man er aldrig i tvivl om, hvornår det punkt er nået, man mærker det tydeligt helt ned i håndtaget.

Fittings

Stangen er flot, meget flot. Dybblå klinge, med tilhørende dybblå hjulholder. Håndtaget er selvfølgeligt af den højeste kvalitets kork. Stangen er flottere end Helios 1, der havde en dyb grøn klinge, og en guld farvet hjulholder. En rigtig amerikaner! Helios 2’s udseende er klart mere skandinavisk.

 

Testede liner

Jeg har fisket denne stang med en del forskellige skydehoveder. Skydehoveder fra Rio, Guideline, A. Jensen og Sage er alle blevet testet på denne stang.

Jeg er dog endt med et setup, bestående af Guideline Coastal skydehoved #6, og en Varivas 35Lbs skydeline. Det setup kaster denne stang helt fantastisk med!

Skrevet af Jesper Nørgaard