Translate:

ArcticSilver MD WF linen

En WF line der kaster lige så langt som et skydehoved

Kan man genopfinde WF linen eller er det hele bare et salgstrick?

Hvis man har fulgt med på nettet omkring fluefiskeri, specielt i saltvand her i Norden, har man i den seneste tid kunne læse om en nærmest mytisk line fra Norge. En WF line der kan kaste lige så langt som et skydehoved-setup, en line man har perfekt kontrol over linen i luften og en line der ikke fylder noget på hjulet…

Jeg måtte prøve denne line fra ArcticSilver!

I æsken

Allerede når man får æsken kan man se her er tale om ”noget anderledes”. Linen ligger bare i æsken. Den er ikke rullet op på en spole. Der er altså ingen stress på linen fra starten – så man behøves ikke strække linen før den kommer på hjulet.


På hjulet

Linens tykkelse fremhæves i selve navnet på linen. ”MD” står for ”Micro Diameter”. Det kan direkte oversættes til at den samme længde line på hjulet fylder mindre end en tilsvarende ”normal” WF line.

”Running line” delen af MD linen i #6 er således 0.5 mm i diameter, imens en running line fra en standard WF line også i #6 blev målt til 0.9 mm i diameter. MD linen er altså næsten halv størrelse i diameter.


Som man kan se på billedet er der en forskel på hvor meget de to forskellige liner fylder, selvom den hvide kun er 27 meter og ArcticSilver linen er 30 fylder ArcticSilver linen mindre på hjulet. Hjulet linerne er sat på er et Lamson Waterworks Speedster i størrelse 3. Dette hjul har en utroligt stor diameter, så linerne har ikke ”så mange omgange” på dette hjul – forskellen ville være endnu større på et hjul der ikke har sådanne en stor spole.

Jeg overvejer at gå ned til størrelse 2 med MD linen.

Kast langt med en WF line

Ud over at gøre det muligt at gå en størrelse ned i hjulet så er diameteren på running linen er nok noget af det vigtigste når man gerne vil kaste langt. Tænk på det sådan her. Hvis du skal kaste med en sten, så er det ikke lige meget om du har en sytråd bundet på stenen, eller om du har et reb bundet på. Jo tyndere denne running line er, jo længere kaster du. Det er også derfor man generelt kaster længere med et skydehoved setup - specielt med monofil skydeline. Denne line er designet til at kunne kaste langt, meget langt…

Designet på linen

Farvekombinationen på linen skifter alt efter vægt klassen. Det er dejligt at man hurtigt kan se hvilken line man har i hånden, men det kan godt være en udfordring på #6 intermediate linen at se hvornår klumpen er klar til at blive kastet afsted. Her er klumpen Turkis og running line grålig/blå. De to farver ligger så tæt på hinanden at jeg nogle gange har haft 1-3 meter ”for meget” hængende ude inden jeg sendte linen afsted. Jeg kunne simpelthen ikke se om jeg havde hele hovedet ude. De andre farvekombinationer har ikke dette problem. Grøn/grå i #5, Gul/grå i #7 og Orange/grå i #8. Jeg kunne derfor godt tænke mig at der også var en større farveforskel på #6’er linen.


Hvordan kaster linen

Jeg har prøvet linen på en håndfuld stænger.
Alt lige fra en hjemmebygget blød stang til Scott Meridian og Sage ONE.
Linen kaster meget forskelligt på de forskellige stænger. Og på nogle stænger ville jeg vælge en anden line, imens jeg på andre stænger udelukkende bruger denne line nu…

Hjemmebygget #6 – Soft Action (2 ud af 5 stjerner)

Det virker som om linen kræver for meget hastighed før den bliver rigtig god. Det er svært at ”tæske igennem” på en blød stang uden at man laver tailing loops. Jeg har dog  en enkelt gang formået at kaste alle 30 meter af spolen på denne stang, men det var godt nok noget der krævede koncentration fra min side og 4-5 ”spot on” blindkast. Til en soft action stang ville jeg nok benytte en line der enten er en eller to lineklasser højere end det der angivet til stangen - så man nemmere kan ”slynge” linen ud.

TFO BVK #6 – Medium fast action (4 ud af 5 stjerner)

Nu begynder det at line noget. Nu begynder linen virkeligt at arbejde sammen med stangen. Man kan godt mærke at når man kan få hastighed på stangen, og dermed linen, så virker det hele meget bedre.

Sage ONE + Scott Meridian – Fast action (5 ud af 5 stjerner)

Hold. Nu. Op. Det virker det her. Linen virker let på stangen, samtidigt med at man med 3 blindkast smide hele linen af spolen på hjulet. Det har jeg aldrig prøvet før med en WF line.
Det er dejligt at kunne kaste præcist – ½ til 1 meter præcist - på 20 meters afstand med 2 blindkast. Når man ser en fisk i overfladen skal man bare kunne servere fluen foran den med det samme. Det kan den her line. Den kaster bare forrygende på en fast action stang. En præcis line jeg kan kaste 30 meter med, hvad mere kan man ønske sig på kysten?


Hvordan fisker linen

Når man arbejder med så præcise marginaler som ArcticSilver har gjort med deres MD line begynder de mindste ting at betyde noget. Saltindholdet i vandet betyder noget. Ja, salt indholdet. På yderkysten synker intimediate linen, men ikke for hurtigt. I fjorden, hvor jeg oftest fisker, er saltindholdet noget lavere end på yderkysten og det betyder at linen faktisk synker ret hurtigt. Jeg ved ikke, hvor mange sekunder linen tager om at synke 1 meter, men jeg vælger pladser, hvor der er dybt ind under land når jeg fisker med ArcticSilver MD linen.

Det betyder også at indtagningshastigheden skal være lidt højere end jeg normalt fisker – ellers går den i bunden.

Jeg kunne godt tænke mig en ”hover” version af linen. Altså, en line der daler langsomt – selv i lavt saltindhold. Så tror jeg at jeg havde min ”all around” favorit line. Som linen er nu, skal jeg vælge den til specifikt fiskeri på dybt vand, eller på yderkysten.

Konklusion

Jeg var skeptisk for linens kasteegenskaber inden jeg fik den i hånden. Som en lokal grejforhandler sagde til mig: "Hvis den er så god, så ville alle de andre producenter kopiere den".
Men jeg må godt nok sige, den er så god som de siger – hvis du bruger den rigtige stang.
Har du en hurtig stang, så kaster den her line som en drøm! Det er ikke mange WF liner jeg kan kaste helt af hjulet. Jeg er imponeret!

Fiskemæssigt ville jeg gerne have en line der synker langsommere – jeg har derfor øje på deres flydende version. Måske jeg skulle køre forbi et sted hvor de forhandler ArcticSilver og få en flydende version med hjem… Ja, det gør jeg sgu…

For:

  • Kasteegenskaber
  • Kasteegenskaber
  • Kasteegenskaber
  • Fedt at kaste med en line uden samlinger på når man kommer fra skydehoved setup
  • Kan gå ned i hjulstørrelse

Imod:

  • Synker for hurtigt i ”fjord vand” efter min smag
  • Anden farvekombination på linen i #6
Nærmeste forhandler oplyses på: http://www.arcticsilver.no/
Linerne kan også købes direkte hos ArcticSilver på: http://www.arcticsilvershop.com/

Skrevet af Kasper Wittrup