Translate:

Anderson Speedster Pontonbåd

Lord of the sea?


Efter at jeg for nogle år siden udvidede mit kyst fiskeri med en flydering, har tanken hele tiden gået på et fartøj med bedre rækkevidde, og mere komfort. Flyderingen er fin til korte ture i fjorden, men rækkevidden og hastigheden er hele tiden et problem. Desuden er flyderingen ikke god i strøm og hård vind, her skal der arbejdes så hårdt med svømmefødderne, at ens puls til sidst kan gøre en maratonløber misundelig.


Speedsteren klar til afgang!


Det er så på dette tidspunkt, at man begynder at kigge efter andre fartøjer. Mine egne overvejelser gik på alt fra gummibåd til en større jolle, pakket med hestekræfter på hækken. Men når man kun fisker med flue, og ens primære fiskeri er i det kystnære vand, så er hestekræfter og en stor båd ikke det optimale. Men så blev jeg opmærksom på Lars Andersens pontonbåde….

Lars driver fritidsvirksomheden Anderson Pontoons, og bygger nogle af verdens bedste pontonbåde. Det er store ord, men efter at have set flere andre amerikanske modeller, står jeg helt inden for denne udtalelse.
Lars’ både er udviklet i samarbejde med Henrik Leth, som man godt kan kalde en dansk pioner ud i pontonbådsfiskeriet. Lars er også selv ivrig fluefisker, og det bærer bådende også præg af. De er bygget og indrettet til praktisk fiskeri!


På tur i Lergravene.


Egentligt havde jeg kigget meget på amerikanske Classic Accessories, som laver en del forskellige pontonbåde. Det mest fordelagtige ved deres både, er klart deres pris. Men det er så også den eneste fordel. Investerer man i en af deres både, skal man være opmærksom på, at stellene er lavet af jern. Det kræver ualmindelig meget vedligehold, hvis man fisker i saltvand. Selv efter en enkelt tur i saltvand uden afskyldning, bliver stellet rødt af rust. Dette så jeg selv under sidste Seatrout Open. Her havde en kammerat medbragt en Classic Accessories båd, som hurtigt kom til at lide af rustangreb. Desuden er de med inderblære i pontonerne, noget de fleste kystfiskere ikke anbefaler. Man risikerer, at der kommer sand ind mellem de 2 lag, som så kan sidde og gnave hul.

Anderson Speedster
3 uger før Seatrout Open forår 2016, ringede jeg derfor til Lars Andersen. Helt tilfældigt havde han en Anderson Speedster stående klar til fiskeri. Efter at han havde forsikret mig om, at den ikke havde pink pontoner, bestilte jeg den. Jeg ville gerne have Speedster modellen, da den er retningsstabil grundet længden, og skulle man blive vild og tovlig, kan man også smide en mindre motor på den.
Allerede få dage efter bestillingen, mødtes jeg med Lars ved Mariager fjord, for afhentning.
Jeg tilkøbte en K-Pump (Must Have!), en elektrisk pumpe, en måler til lufttryk og en linekurv. Og så var jeg klar…
En Anderson Speedster er opbygget af et pulverlakeret aluminiumstel, som sættes oven på de 2 pontoner. Stellet holdes sammen af 4 rustfri splitter. Ved at pille de 4 splitter ud, kan stellet klappes sammen, så det kan pakkes sammen i selv en mindre bils bagagerum.
Bagerst på stellet er der monteret et gummibelagt glasfiber net. I nettet kan man opbevare alt fra vandtætte tasker, til fisk og fangstnet. Der er god plads, og det er derfor muligt at pakke til en længere tur.
Der medfølger en taske til montering på siden af båden. I denne er der god plads til flueæsker, madpakke, tobak, øl og alt det andet man ikke kan undvære en dag på vandet.
De 2 årer der følger med, er lavet af amerikanske Cataract, og er lavet af kulfiber. De er 2 delte, og kan derfor fint smides i en VW UP.
Sædet i båden kan klappes sammen under transport, og er desuden meget komfortabelt at sidde i en hel dag, da det har en glimrende polstring.
Udpakning og samling af båden kan gøres på 15 minutter, efter man øvet sig lidt. Det kan klart anbefales, at man køber en el pumpe, da det tager noget tid at pumpe båden op manuelt. Dog er det også et must at have en manuel pumpe til båden, da denne kan medbringes under turen, og derfor kan bruges til at justerer luften undervejs. Dette kan f.eks. være nødvendigt, hvis båden er blevet samlet i høj sol, men senere på dagen bliver der meget koldt. Det betyder at luften nu fylder mindre, og det derfor er nødvendigt at fylde ekstra luft i båden. Modsat gælder det, hvis båden blev pumpet op en meget kold morgen, og over middag bliver der så 15 grader og høj sol. Her gælder det, at luften nu udvider sig, og der skal derfor tages noget af trykket.


Båden pakket i en Ford Fiesta.


Første tur i båden gik til lergravene i Mariager fjord. Da jeg havde erfaringen med svømmefødder fra flyderingen, var det ikke noget problem at styre pontonbåden med disse. Jeg skulle til gengæld lige lære det med årene. Mine slatne computerarme kom hurtigt på arbejde, men det tog nu ikke så lang tid før det gik ok. Men der gik dog et par ture i båden, inden det sad helt i skabet..
Det der overrasker med båden er, hvor let det egentligt er at få hastighed på den. Det kræver ikke mange kræfter, at skyde en god fart. Selv i strøm og hård vind, kan man fint ro båden med en acceptabel hastighed. Det siger jeg, efter at have prøvet båden i kuling på Fyn. Indrømmet, det var ikke nogen fantastisk afslappende oplevelse at ro 2 km direkte op i 10 – 12 ms vind, men det gik. Det største problem med hård vind er dog, at det er svært at få båden til at ligge stabilt når man fisker. Især hvis vinden kommer fra en retning, der rammer båden fra siden. Her skal man sørge for, at vinden er i ryggen under fiskeriet. Jeg får i øvrigt ofte spørgsmålet, om det ikke ville være smart med en lille benzin motor. Jo, det ville det selvfølgeligt, men det er så 15-17 kg ekstra i båden. Jeg har ingen problemer med at dække en 6-7 km vand på en dag med årene, så med mindre jeg i fremtiden skal på meget lange ture, mener jeg ikke at jeg har brug for motoren.


I dag fisker jeg næsten 100% fra pontonbåden. Den frihed båden giver, finder jeg ikke ved vadefiskeri. Det eneste tidspunkt jeg går på land, er når vinden ikke tillader at jeg fisker fra båden, eller når jeg fisker med bådløse kammerater ;)


I dag er Fiestaen skiftet ud med en større bil, der både kan komme helt ned til vandkanten, og kan have båden på taget. Det' nem!


Skrevet af Jesper Nørgaard